At svede som ...

Nu vi taler om at behandle svinene ordentligt, så kom jeg til at tænke på dette svineri, jeg skrev på en varm sommerdag for mange år siden. Her er en reprise, så endnu flere får mulighed for ikke at læse det

Man kan være frisk som en havørn, snu som en ræv, blid som et lam, glat som en ål, fræk som en slagterhund, slank som en mynde, stærk som en okse, vís som en ugle og dum som en dør.

Pedanter diskuterer i øjeblikket indbyrdes, hvorvidt en dør rent faktisk kan være dum eller ej, idet en dør i hovedreglen er et ubesjælet, rektangulært objekt, hvis eksistensberettigelse udelukkende er, at mennesket endnu ikke kan gå gennem mure. (David Copperfield kunne heller ikke. Han snød.) Men da prædikatet ‘dum’ er en lidet flatterende betegnelse, har man åbenbart valgt ikke at lade menneskets basale behov for metaforik gå ud over et sagesløst dyr, men derimod en brugsgenstand, som sikkert ikke optager det som en fornærmelse. Og man har altså valgt i første omgang at se bort fra spørgsmålet om, hvorvidt en dør rent faktisk kan tillægges menneskelige egenskaber.

Men nogle dyr regner man åbenbart ikke for mere, end at man ikke umiddelbart tager hensyn til, om de skulle tage på vej. Man kan jo være fuld som en allike eller fej som en kylling eller stikke hovedet i busken som en struds. Her tegner der sig åbenbart et mønster. Fjerkræ har åbenbart tilbøjelighed til at tiltrække sig mindre flatterende prædikater. I henhold til det ovenfor anførte, er det da også rimeligt her at tilføje, at gåsen tilsyneladende konkurrerer med døren om den tvivlsommme ære at tjene som dumheds-metaforik. Måske er døren kommet ind i billedet, fordi man har syntes, at det var urimeligt overfor gåsen først at kalde den dum for siden at indtage den med brun sovs og ditto kartofler til juleaften. Anden viser man omvendt den høflighed at kalde rap. Og at være rap i replikken er bestemt ikke nødvendigvis et dårligt skudsmål.

Men for - endelig - at komme til sagens kerne. Jeg mangler en metafor. Jeg har tænkt og svedt hele dagen. Især svedt. Og spørgsmålet har meldt sig: Hvad sveder man som? Jeg ved, at det er almindelig udbredt at erklære, at man ’sveder som et svin’. Et udtryk, der undrer mig såre. For svin sveder da ikke, gør de? Er der nogen med grønt bevis, som man be- eller afkræfte, at det forholder sig sådan med svin, at de sveder så meget, så metaforen er rimelig? Selv har jeg den teori, at man ’sveder som et svin’, fordi man er et svin, når man sveder. I hele taget, så bliver de stakkels svin beskyldt for meget. Man kan være et dumt svin og et tykt svin eller bare simpelhen et svin. Og det forekommer mig urimeligt. Svin skulle være et af de mest intelligente dyr - klogere end hunde, sågar. Og at være et ‘tykt svin’ er vel en kompliment, eller hvad? Jeg mener, det er jo svins job at blive store og tykke - ellers kunne den procentdel af befolkningen, der ikke indtager fjerkræ juleaften, jo ikke få deres flæskesteg med sprød svær. Så jeg synes ikke, vi kan være bekendt også at kalde dem svedende. Men kan man så svede som… nogle forslag?

Kort sagt: Behandl svinene lidt pænere. Det er rent ud sagt noget svineri at kalde dem tykke, dumme og svedende.

Oprindelig bragt på pedaflex.dk


Peter Guldager Dahl

Peter Guldager Dahl (født 1976) er cand.theol. og skriver her tekst om teologi, tanker og tekster.