Ting, tanker og tester

cand.hvad?

Oct 01 2014 at 07:19 AM •

Der er ikke så mange arbejdsgivere uden for kirken og det kirkelige landskab, der averterer efter teologer. Desværre. Men det skulle de overveje at gøre, for en kandidatuddannelse i teologi er langt bredere, end de fleste tror.

De dage er forbi, hvor Teologisk Fakultet lå i Aarhus Universitets hovedbygning, ovenikøbet i lokalerne tættest på indgangen, som et minde om, at teologien var fordums hoveddisciplin; en port ind i den akademiske verden. Og de dage er også forbi, hvor retten til at betegne sig candidatus theologiae gav adgang til langt flere forskellige positioner end blot kirkens prædikestol. For dengang vidste alle, at en teologisk uddannelse er lig med en generalistisk uddannelse i humanistiske og akademiske dyder.

Den teologiske uddannelse er stadig en generalist-uddannelse. Det er ikke bare et 6-årigt, statsfinansieret bibelstudie, men et studie, der breder sig over mange discipliner. Igennem mit eget studie har jeg tilegnet mig kompetencer indenfor klassisk og semitisk filologi, filosofi og idéhistorie, historisk metode og kildekritik og sågar arkæologisk metode og litterær analyse. Hertil kommer selvfølgelig de mere specialiserede områder inden for systematikken - etik, religionsfilosofi og dogmatik - samt, selvfølgelig, de eksegetiske fag.

Eksegesen er den disciplin, der beskæftiger sig med at læse de bibelske skrifter på originalsprogene og udlægge dem på nutidsdansk. De fleste arbejdsgivere lægger vægt på gode analytiske evner, sans for detaljen og en evne til at kommunikere budskabet enkelt og tydeligt. Dermed vil de fleste arbejdsgivere kunne få glæde af at få en ekseget i deres brød.

Med andre ord, kære arbejdsgiver, hvadenten du er en offentlig eller en privat virksomhed, så skulle du tage og ansætte en teolog. Vi kan meget mere end vores fadervor.


Gravatar-80

About Peter Guldager Dahl

[This space intentionally left blank]

You should follow me.

comments

At svede som ...

Jan 29 2014 at 07:42 AM •

Nu vi taler om at behandle svinene ordentligt, så kom jeg til at tænke på dette svineri, jeg skrev på en varm sommerdag for mange år siden. Her er en reprise, så endnu flere får mulighed for ikke at læse det

Man kan være frisk som en havørn, snu som en ræv, blid som et lam, glat som en ål, fræk som en slagterhund, slank som en mynde, stærk som en okse, vís som en ugle og dum som en dør.

Pedanter diskuterer i øjeblikket indbyrdes, hvorvidt en dør rent faktisk kan være dum eller ej, idet en dør i hovedreglen er et ubesjælet, rektangulært objekt, hvis eksistensberettigelse udelukkende er, at mennesket endnu ikke kan gå gennem mure. (David Copperfield kunne heller ikke. Han snød.) Men da prædikatet ‘dum’ er en lidet flatterende betegnelse, har man åbenbart valgt ikke at lade menneskets basale behov for metaforik gå ud over et sagesløst dyr, men derimod en brugsgenstand, som sikkert ikke optager det som en fornærmelse. Og man har altså valgt i første omgang at se bort fra spørgsmålet om, hvorvidt en dør rent faktisk kan tillægges menneskelige egenskaber.

Men nogle dyr regner man åbenbart ikke for mere, end at man ikke umiddelbart tager hensyn til, om de skulle tage på vej. Man kan jo være fuld som en allike eller fej som en kylling eller stikke hovedet i busken som en struds. Her tegner der sig åbenbart et mønster. Fjerkræ har åbenbart tilbøjelighed til at tiltrække sig mindre flatterende prædikater. I henhold til det ovenfor anførte, er det da også rimeligt her at tilføje, at gåsen tilsyneladende konkurrerer med døren om den tvivlsommme ære at tjene som dumheds-metaforik. Måske er døren kommet ind i billedet, fordi man har syntes, at det var urimeligt overfor gåsen først at kalde den dum for siden at indtage den med brun sovs og ditto kartofler til juleaften. Anden viser man omvendt den høflighed at kalde rap. Og at være rap i replikken er bestemt ikke nødvendigvis et dårligt skudsmål.

Men for – endelig – at komme til sagens kerne. Jeg mangler en metafor. Jeg har tænkt og svedt hele dagen. Især svedt. Og spørgsmålet har meldt sig: Hvad sveder man som? Jeg ved, at det er almindelig udbredt at erklære, at man ’sveder som et svin’. Et udtryk, der undrer mig såre. For svin sveder da ikke, gør de? Er der nogen med grønt bevis, som man be- eller afkræfte, at det forholder sig sådan med svin, at de sveder så meget, så metaforen er rimelig? Selv har jeg den teori, at man ’sveder som et svin’, fordi man er et svin, når man sveder. I hele taget, så bliver de stakkels svin beskyldt for meget. Man kan være et dumt svin og et tykt svin eller bare simpelhen et svin. Og det forekommer mig urimeligt. Svin skulle være et af de mest intelligente dyr – klogere end hunde, sågar. Og at være et ‘tykt svin’ er vel en kompliment, eller hvad? Jeg mener, det er jo svins job at blive store og tykke – ellers kunne den procentdel af befolkningen, der ikke indtager fjerkræ juleaften, jo ikke få deres flæskesteg med sprød svær. Så jeg synes ikke, vi kan være bekendt også at kalde dem svedende. Men kan man så svede som… nogle forslag?

Kort sagt: Behandl svinene lidt pænere. Det er rent ud sagt noget svineri at kalde dem tykke, dumme og svedende.

Oprindelig bragt på pedaflex.dk


Gravatar-80

About Peter Guldager Dahl

[This space intentionally left blank]

You should follow me.

comments

Hvad jeg skrev om Kierkegaard

Nov 23 2013 at 10:19 AM •

Selv om der ikke er så meget tilbage af 200-året for Søren Kierkegaards fødsel, så kan jeg lige nå at give et nap med. Og apropos kirkegård, så vil jeg gøre det med at genbruge et indlæg fra blogkirkegården. Oprindelig bragt på samme Sørens 194 års fødselsdag, 5. maj 2007.

Jeg har nylig færdiggjort mine studier i teologi, og i den forbindelse har jeg overvejet, om jeg skulle tage og publicere nogle af de eksamensopgaver, jeg har skrevet gennem de godt 7 år mit studie har varet. Om ikke andet så for at give mine læsere en idé om, hvor alsidigt et teologistudie egentlig er; og som en slags udflugt ud ad mindernes vej for mit eget vedkommende. Det er ikke for at promovere mig selv eller forsøge at puste kunstigt liv i opgavernes virkningshistorie. Det er mest for skæg. Og fordi, som sagt, hvem ved, nogle ville måske finde dem interessante…

Det ville måske have været mest logisk at publicere dem i kronologisk rækkefølge; men det vil jeg ikke. De kommer i den rækkefølge, tempo og antal, det lige falder mig ind.

I dag ville Søren Kierkegaard være fyldt 194 år. Så jeg vil lægge ud med at publicere to opgaver, jeg i min studietid har begået om Kierkegaard.

Den første er kulminationen på undervisningen i faget etik og religionsfilosofi på grunduddannelsen. Temaet er Kierkegaards gudsbillede ud fra værket _ Philosophiske Smuler_. Eksamensformen var en to-dages hjemmeopgave – og jeg kan huske, at jeg havde koncentreret mig så meget om at læse den del af pensum, der hører til i etikken, at det var noget af en uvelkommen overraskelse, at spørgsmålet blev stillet i den religionsfilosofiske del af pensum. Men sådan er det at være studerende. Det gik imidlertid hverken værre eller bedre, end at opgaven blev bedømt bestået.

Den anden opgave skrev jeg i forbindelse med et emnestudie om Søren Kirkergaard på kandidat-delen, som jeg deltog i i efteråret 2005, hvor vi koncentrerede os om Kierkegaards 1848-tekster. Det er også den eneste opgave, jeg har skrevet på engelsk. Og det udelukkende for at fedte for vores irske underviser. Spørgsmålet, der blev stillet, lød:

>Analyze one or more of the five Kierkegaard 1848 texts in relation to the conflict of the eternal and the temporal, the infinite and the finite, and/or of God and the human’s place in the world. >Your analysis can be applied to an empirical or fictional example. Min besvarelse består af en analyse og fortolkning af Kierkegaards værk _ Sygdommen til Døden_ appliceret på Martin A. Hansens roman _ Løgneren som en slags case study_. Det var mildest talt en udfordring at skrive en opgave om to store danske værker på engelsk. En smule akavet, men på den anden side heller ikke umuligt. Jeg beder de engelsk-kyndige, som måtte læse opgaven, bære over med de steder, som rummer dårligt engelsk lige som censor og eksaminator gjorde. På samme måde beder jeg de Kierkegaard- og Hansen-begavede bære i hukommelse, at det er en enfoldig studerendes værk.

Jeg har valgt at bringe begge opgaver, sådan som de blev afleveret. Selv om jeg er bekendt med fejl af både ortografisk såvel som indholdsmæssig karakter, så har jeg altså ikke rettet dem. Begge opgaver blev bedømt bestået.


Gravatar-80

About Peter Guldager Dahl

[This space intentionally left blank]

You should follow me.

comments

Fiskerne

Oct 08 2013 at 06:32 AM •

For nogle uger siden kom jeg ved en tilfældighed i besiddelse af et eksemplar af Hans Kirks navnkundige debutroman Fiskerne. Jeg havde aldrig selv læst værket – og udover, at jeg huskede enkelte scener fra Danmarks Radios dramatisering, så var mit kendskab helt og aldeles andenhånds.

<img src=“ https://www.evernote.com/shard/s3/sh/c40798b8-b1fb-412b-83b3-4d96785f77b5/fae3540681b409b02c5b9eaab5406e3e/deep/0/fiskerne.png ” style=“float:left;” Værket er optaget i den danske litteraturkanon og er - ud over at være den mest sælgende danske roman nogensinde – også berømmet som en milepæl i dansk litteraturhistorie, fordi det var den første kollektivroman. Og så blev den grundlag for Danmarks Radios dyreste satsning, da den blev dramatiseret i 1977. Selv om flere af os ‘indremissionske’ nok har et lidt anstrengt forhold til bogen og Hans Kirk, så kommer man ikke uden om, at den er et af dansk litteraturs hovedværker.

Jeg besluttede mig derfor for at læse bogen, selv om hverken mine forventninger eller lyst til den var særlig høje. Alt, hvad jeg troede jeg vidste om den, var, at Kirk langer ud efter de indremissionske og maler et fortegnet billede af, hvad det vil sige at være missionsk. Derfor blev jeg overrasket over at opdage, at bogens status som et hovedværk er berettiget. Ud over at den er velskrevet og har mange gode litterære kvaliteter i øvrigt, så er romanens kritiske anliggende langt fra så ensidigt, som jeg troede.

Et samfundskritisk værk

Romanen er en nøgleroman; det vil sige, at mange af karaktererne bygger på virkelige personer (det foresvæver mig faktisk, at min far engang præsenterede os for den virkelige Tabitha, som kom på besøg i vores hjem). Disse blev meget fortørnede over Kirks gengivelse af dem, og der blev vist også sagsanlæg ud af det. Hvor meget Kirk har fusket med, hvad der faktisk skete på Gjøl , har jeg intet grundlag for at vurdere. Ej heller hvorvidt beskrivelsen af de missionskes måde at være kristne på beskriver, hvordan de virkelig var.

Men da jeg læste romanen slog det mig, at Kirk nok er ude med riven efter de missionskes overdrevne nidkærhed for troen og ukristelige dømmesyge, men at det ikke er det, der bærer bogen. Den grundtvigske kristendom, som den repræsenteres af pastor Brink, beskrives som ligeså håbløs og forfejlet som den missionske. Og der er noget i Kirks beskrivelse af fiskerne, der får læseren til at fatte sympati for disse fattige, men hårdtarbejdende og godmodige mennesker – deres fejl er blot, i Kirks optik, at de er alt for enfoldige og spilder deres tid og kræfter med overtro. Romanens afslutning, hvor en af de stærkest troende og hårdest dømmende fiskerkoner sætter sig op mod sognets nye, strenge missionspræst, røber Kirks håb for proletariatet – når den fattige fiskerkone endelig byder både den strenge religion og en øvrighedsperson trods, så er der også håb for de stakkels, vildledte missionsfolk, der, når det kommer til stykket, er ganske fornuftige mennesker. Hele bogen igennem trækker Hans Kirks samfundskritik også spor efter sig, som er med til at underbygge, at værkets intention ikke først og fremmest er at kritisere Indre Mission.

Det er selvfølgelig et problem, at Fiskernes virkningshistorie primært har været at tilskrive Indre Mission en uevangelisk og ukristelig kristendomsforståelse og forkyndelse, som ikke længere er repræsentativt for, hvad foreningen og lignende missionsbevægelser faktisk står for (og måske aldrig har været det). Og måske har Hans Kirk gjort både de beskrevne personer og Indre Misson uret med romanen – men det ændrer hverken på, at romanens primære anliggende og berettigelse ligger i den samfundskritik, der er bogens bærende tema, eller på, at det langtfra er dårlig litteratur.


Gravatar-80

About Peter Guldager Dahl

[This space intentionally left blank]

You should follow me.

comments