Vesterbro Torv og Jehovas Vidner
I formiddags piskede jeg rundt på Vesterbro Torv fra det ene busstoppested til det andet uden at finde det, hvor min bus kørte fra. (Den uoverskuelige mængde af bustoppesteder omkring Vesterbro Torv går over al forstand). Da det endelig lykkedes og jeg stod og hev efter vejret blev jeg kontaktet af en gammel dame ældre borger, der rakte mig en traktat og spurgte, om jeg ikke have lyst til at lære Bibelen at kende.
Hun var selvfølgelig ét af Jehovas Vidner, og da jeg forklarede hende, at jeg var teolog (“Nåh, det var da dejligt for dig,” sagde hun med slet skjult afsky. No surprise, jeg ved fra tidligere samtaler med Jehovas Vidner, at de er opdraget til at betragte teologer som Satans håndlangere) og udmærket kendte Bibelen.
Så hun pakkede traktaten væk og ville meget gerne prakke mig et eksemplar af Vagttårnet på - men jeg afviste det, og måtte gentage afvisningen flere gange, med den begrundelse, at jeg udmærket kendte deres teologi og på væsentlige områder ikke var enig. Og at der i al fald under alle omstændigheder skulle mere end et blad til at “omvende” mig.
Nå, men bussen kom og det blev den naturlige afslutning på samtalen. I bussen kom jeg til at spekulere på, om det var forkert af mig at afvise hendes folder. Jeg ville sikkert have smidt det ud i bussens papirkurv, så det havde været spildt på mig. I den forstand sparede jeg JV de penge. Men på den anden side: Havde jeg reddet denne kvindes dag, hvis jeg havde taget imod bladet? Havde det været mere rigtigt af mig at glæde hende?
